arie arie, (af ital. aria 'luft, arie', af omstridt oprindelse, måske af lat. aer 'luft'), i almindelighed en større solosang med (orkester-)akkompagnement, primært anvendt i operaen. Ordet betyder egentlig 'luft', men blev i middelalderen også opfattet som 'udseende' eller 'fremtoning' og gled i denne betydning ind i musikken i 1500-t. De første arier var enten strofiske (den samme melodi blev brugt til alle vers) eller skrevet over en gentaget (ostinat) bas, som sangeren kunne improvisere over. I 1600-t. brugtes ordet aria også om vise. Som betegnelse for en større solosang med akkompagnement kendes arien fra midten af 1600-t., hvor operaen vandt fodfæste; den akkompagnerede solosang (monodien) blev her opdelt i recitativet, hvor handlingen udspilles, og arien, hvor personen giver udtryk for sin sindsstemning (affektlære). I højbarokken (ca. 1650-ca. 1750) udvikledes da capo-arien, en tredelt form, hvis sidste del er en gentagelse af den første, men med mulighed for, at sangeren her kunne udfolde sig i virtuose improvisationer. Glucks operareform satte en enklere, gennemkomponeret eller rondopræget satstype i stedet. Arien udgjorde endnu en væsentlig bestanddel af den store italienske opera i 1800-t., fra Rossini over Verdi til Puccini, mens Wagner udviskede den til fordel for en mere gennemkomponeret stil. Arien var ikke udbredt i 1900-t., men den forekommer stadig, ligesom den træffes i operalignende genrer som oratorium, passion, kantate og som frit koncertstykke.